| | | | | |  
 
 

Sange og solidaritet - samtale med Mikael Wiehe

I april modtog både tidskriftet SALT og sangeren Michael Wiehe årets Gelsted-Scherfig-Kirk pris for, som det hed, på hver sin måde at udtrykke "sange til modet". Anledningen førte til følgende samtale om politik og poesi - om sang og solidaritet.
 
Michael - du og Bjørn (Afzelius) har altid vedkendt jer et ståsted til venstre, men samtidig har I også altid haft et meget bredere publikum - ovenikøbet i alle de nordiske lande!
 
Da vi startede med Hoola Bandoola Band i 1970'erne, stod vi på det yderste venstre, og det, vi sang om dengang, var virkelig en torn i øjet på det etablerede Sverige. Senere blev vi mere stuerene og det hang jo bl.a. sammen med, at mange af vores temaer blev mindre kontroversielle. Vi engagerede os jo imod USA's krig i Vietnam, mod apartheidstyret i Sydafrika, mod militærdiktaturerne i Sydamerika, for kvindefrigørelse, miljø og menneskerettigheder. Og på alle disse områder gav historien os jo på en måde ret. Så da vensterfløjen i løbet af 80'erne blev splitted, trængt tllbage og ikke længere udgjorde en virkelig trussel mod magthaverne - da blev Bjørn og jeg accepterede. Vi blev på en måde den dårlige samvittigheds stemme.
 
I slutningen af 80'erne blev det for meget for mig. Jeg følte mig virkelig omklamret, hvilket rigtigt gik op for mig på en stor turne Bjørn og jeg lavede midt i 80'erne. Der kom 100.000 mennesker til vore koncerter og vi indsamlede 1 mio. kr. til Sandinisterne i Nicaragua. Vi sang om verdens uretfærdigheder. Folk elskede det - og gik hen og tog en bajer mere. Vi var blevet populære - men samtidig tandløse. Jeg var meget forvirret og vidste ikke riktig hvad jeg skulle stille op, for jeg var hunderæd for at blive en museumsgenstand, der blev opslugt af etablissementet. Det var der jeg begyndte at skrive nogle mere personlige sange. Det var en måde at komme ud af det fængsel, jeg følte jeg var havnet i.
 
For mig er det stærke ved dig og Bjørn, at I altid har haft denne kombination af det politiske og det personlige. Derfor er jeres sange mere end bare slagsange - det er også poesi?
 
Både - og. I starten havde jeg en meget programmatisk opfattelse. Jeg ønskede absolut ikke at skrive om mig selv, jeg ville skrive om verden. Men selvfølgelig var det altid med udgangspunkt i hvordan jeg selv anskuede verden. Senere åbnede jeg mere op for det personlige og begyndte at skrive om kærlighed og den slags. Men du har ret. Det politiske og det personlige må nødvendigvis hænge sammen. Det politiske må gøres menneskeligt, det er jeg blevet mere og mere overbevist om. Jeg er således blevet meget bange for troen på den store utopi, den store ide om det nye menneske og den nye stat. Det er jo den tro der førte til Stalinisme i Sovjet, Maoisme i Kina og Pol Pots rædselsregimente i Campuchea. Derfor er det viktigt, at vi synger om det virkelige menneske og det virkelige liv. Og det virkelige menneske har længsler og drømme, det har sorg og angst - og det har fejl og kan ikke undgå at begå fejl. Det politiske er personligt og det personlige er politisk - og hvis man skiller tingene ad bliver det enten koldt og elitært eller også bliver det sødt og vammelt. Jeg bliver tit spurgt om hvorfor jeg overhovedet fortsætter med at synge politiske sange. Jeg forstår ganske enkelt ikke spørgsmålet. For hos alle mennesker er det nære og personlige jo dybt sammenvævet med det politiske. Jeg forstår ikke de folk der mener, at man kan skrive poesi blott ved at sætte nogle ord sammen der klinger godt. Fo mig er det noget post-modernistisk pladder.
 
Hvor ser du de politiske udfordringer idag?
 
Som sagt følte jeg i slutningen af 80'erne, at det var nødvendigt for mig at komme fri af den politiske omklamring jeg var havnet i. Det blev så til nogle mere personlige sange, men i dag synes jeg verden er åbnet på ny. Den globale bevægelse mod den internationale kapital og de udemokratiske institutioner som WHO og EU er meget opmuntrende. ATTAC er blevet en vældig stærk kraft i Sverige - og jeg var i Gøteborg og synge under de store demonstrationer under topmødet sidste år. Omklamringen er overstået - nu bliver jeg igen kritiseret af det etablerede Sverige for at være extrem, ja, der er endda nogen der skælder mig ud for at være krypto-fascist til trods for, at jeg jævnligt udsættes for mordtrusler fra racister og nazister. Alt det tager jeg blot som udtryk for, at det jeg siger og det jeg synger om gør ondt. Og det har jeg det fint med.
Men samtidig som vi ser denne globale bevægelse for mere demokrati, som bl.a. ATTAC er udtryk for, så ser vi jo også en stærk højredrejning i bl.a. Europa!
 
Ja, og det er jo en stærk udfordring for venstrekræfterne. For hvor hørefløjen tidligere var en elitær højrefløj med rod i en økonomisk elite, har vi nu også en mere folkelig højrefløj, der får mange stemmer fra arbejderklassen. I en bredere historisk sammenhæng er der ikke noget nyt i det. Også Hitler kom til magten bl.a. i kraft af arbejderklassens stemmer. Men det viser at venstrefløjen har et stort problem - som også er et troværdighedsproblem. For når vi idag taler om solidaritet, så opfatter mange det som noget med at sende penge til den tredje verden. Men der er en stor utryghed i vore egne samfund - og en desperat brug for solidaritet i vores egen hverdag. Vores samfund er jo ved at splittes op i en masse små subkulturer: Hell's Angels, nazister, muslimer og "gated communities". Der mangler en tro på at vi kan skabe et fællesskab sammen - og denne atmosfære er en ideel grobund for folkeforførere som Le Pen. Katastrofen er ikke Le Pen. Katastrofen er at de herskende partier har ført en politik, der skaber utryghed og grobund for Le Pen.
 
Og hvad skal vi så stille op med det?
 
Jeg synes at venstrefløjens kerneværdier om solidaritet, retfærdighed, lighed og frihed fra undertrykkelse er præcis lige så viktige i dag som førhen. Men vi har også en anden arv, som vi må gøre op med. Vi må gøre op med vores revolutionsromantiske fortidog og med troen på den ideelle magt. Vi må indse at al magt før eller siden korrumperer og derfor må venstrefløjen altid være på vagt overfor magten. Ikke mindst overfor magten i vore egne rækker - f.ex. det pamperi og den magtfuldkommenhed som trives i fagbevægelsen og langt ind i Socialdemokratiet. Vi må gøre helt op med troen på "proletariatets diktatur" og entydigt bekende os til demokrati og flertalsstyre. Og så må vi højt og tydeligt sige, at vi i dag ikke har demokrati. I dag har almindelige mennesker næsten ingen indflydelse på deres hverdag. Flere og flere ting afgøres langt væk fra folk, bl.a. i udemokratiske institutioner som EU.
 
Og så har vi også et problem med det folkelige. Det er som om at politik i dag foruden den klassiske højre-venstre akse også har en akse, der handler om elitær contra folkelig. Højrefløjen har taget patent på det folkelige - men det ender meget let med at blive folkeforførende. Vi må udvikle en anden form for folkelighed - en solidaritetens folkelighed. Vi må tage menneskers utryghed dybt alvorligt. I Sverige udkom der for nogle år siden en bog der hed "De hunsades revansch". Højrefløjens fremmarsch er "de hunsades revansch". Den revansch bør også være venstrefløjens revansch, men modsat höjrefløjen bør vores svar væ֯re et fælleskab for alle. Hvor højre vil udgrænse nogen - bør vores svar tværtimod være at inkludere alle. Men dette solidaritetens fælleskab er utænkeligt uden et aktivt demokrati, hvor alle mennesker føler, at samfundet er deres samfund og at deres stemme og deres indsats gør en forskel.


John Holten-Andersen, SALT, maj 2002