| | | | | |  
 
 
Politisk rockklassiker fylder rundt
 
 
 
GAFFA har mødt Mikael Wiehe i anledning af 40-året for Hoola Bandoola Bands milepæl "Fri Information" 
 
Første halvdel af 1970'erne var tiden, hvor musikalsk psykedelia og hippiedrømme blev afløst af politisk bevidst rock og marxistiske paroler. Herhjemme kunne vi bryste os af navne som Røde Mor, Jomfru Ane Band, Benny Holst og Jan Toftlund – men det helt store dyr i den politiske rockåbenbaring var svenske Hoola Bandoola Band med Mikael Wiehe og Björn Afzelius i front.  
 
I oktober '75 udsendte gruppen deres svanesang "Fri Information" – den med blandt andet Afzelius-hittet "Juanita." I anledning af fyrre-året for milepælen har GAFFA besøgt Mikael Wiehe i arbejdsværelset i Malmö, hvor maleriet fra "Fri Information"s ikoniske omslag hænger over skrivebordet – og hvorfra Wiehe stadig bruger musikken til at kommentere sin samtid og dens mangfoldige uretfærdigheder. 
 
Tag med tilbage til 1975, hvor det brutale militærkup i Chile i '73 kastede skygger helt til Skandinavien. Hvor troen på et socialistisk alternativ stadig levede i bedste velgående – og hvor Mikael Wiehe endelig gav Afzelius lov til at få sange med på et album med det band, han havde startet her i Malmö fem år tidligere. 
 
Stop kampen  
 
MW: Det var i 1975, og der skulle være en tennismatch mellem Sverige og Chile. Sangen om Victor Jara – som jo var chilensk sanger og var blevet slået ihjel i forbindelse med kuppet i september '73 – er med på Fri Information. Men ikke John Lennon-rip off'en "Stoppa Matchen," som vi udgav lige op til at denne her kamp skulle spilles. 
 
Den skulle være kommet fjorten dage før kampen – men som sædvanlig var der et eller andet, som tog lidt længere tid en planlagt, og den udkom vist først to dage inden kampen skulle spilles. Den nåede at blive spillet nede i demonstrationen, mens vi sad i studiet. Kampen var i slutningen af august, og singlen nåede at udkomme lige inden – LP'en kom lidt senere (i oktober '75, red.). 
 
Hvorfor gjorde netop kuppet i Chile så stort et indtryk? Jeg er klar over, hvor brutalt det var – men hvorfor lige dén verdenspolitiske begivenhed, som I tog til jer? Kom der mange chilenske flygtninge til Sverige? 
 
Krigen i Vietnam havde varet i mange år og havde præget vores opvækst. Hvis jeg skal tale for mig selv, så blev jeg chokeret over kuppet i Chile. Var vi virkelig her, igen? I min naivitet troede jeg, at det her med militærkup i Latinamerika var et overstået kapitel. Men i realiteten var det (kuppet i Chile, red.) jo begyndelsen på en ny periode med militærkup. Og så havde vi en svensk ambassadør i Chile, som hed Harald Edelstam. 
 
Det første militærjuntaen gjorde, dagen efter kuppet, var at de lukkede den cubanske ambassade. Og så gik Harald Edelstam ind og overtog ansvaret på den cubanske ambassade; gjorde den til svensk territorium. Han havde været med i Norge før, og havde også tidligere gjort det samme, som Raoul Walleberg gjorde i Budapest, hvor han reddede jøderne. 
 
Så han tog rundt til det stadion, hvor folk sad spærret inde, og til forskellige fængsler, og tog folk med. Han sagde "de får et svensk pas" – og så tog han dem med til den tidligere cubanske ambassade, som nu var svensk territorium. Det var et par tusinde – ikke kun chilenere, men også mange uruguayianere – som kom, takket være ham. Og efterhånden kom der 40.000 chilenere til Sverige. 
 
Og det var nok den sidste omgang indvandrere, som blev vel modtaget i Sverige. Venstrefløjen var stærk dengang og prægede debatten; efter kuppet i Chile kom der Chile-komiteer i hele Sverige, ligesom der havde været Vietnam-komitéer tidligere. Og vi tog rundt og spillede overalt og hele tiden. Så jeg tror, Chile prægede den venstrefløj, som var stærk dengang – og altså også os. Som børn af vores tid.  
 
Både for mig personligt og måske også mere generelt, står netop "Fri information" som en slags højdepunkt i både Hoola Bandoola Bands bagkatalog og i periodens politiske rock i Skandinavien. Hvad tænker du selv om albummet i dag? Ser du den også selv som en milepæl?  
 
Jeg har nok mere det svenske synspunkt; at det var "Vem kan man lita på" som var vores store album….jeg er ikke sikker på, at det var vores bedste plade. Men i Sverige var det den, der var milepælen. Det var vores andet album. Da vi lavede det fjerde og sidste album var vi lidt i tvivl om, hvor vi skulle hen – på en masse forskellige måder. Det endte jo også med, at vi opløste orkestret. 
 
Og det var nok fordi vi…nu er der jo orkestre, der har eksisteret i fyrre år, som The Rolling Stones og så videre. Men dengang var fem år, næsten seks, ret længe at blive ved. Jeg tror, de fleste orkestre har sådan en "nyforelsket" periode – og så gik det jo rigtig godt, ikke? Men så kommer man til et punkt, hvor man synes at "nu har vi gjort det, som vi kan. Hvordan skal vi så komme videre?" 
 
Det her var den første plade, som Björn havde sange med på – og det var et tegn på, at orkesteret udviklede sig og der skete ting og sager. På nogle af numrene prøvede vi også ikke at være så hårdt arrangerede, som vi havde været på de tre første plader. Hvor det næsten havde været bestemt tone for tone, hvad der skulle spilles. Vi prøvede på at have et lidt friere forhold til musikken. 
 
I foråret '75 havde vi lavet en teaterforestilling sammen med to skuespillere, og nogle af sangene på Fri Information kom fra den forestilling. Og efter pladen var udkommet, spillede vi en turné i efteråret '75 med to chilenske musikere og en kammerat til mig, som hedder Göran Skytte og siden er blevet journalist langt ude på den konsevative fløj. Efter det var der to medlemmer af bandet, trommeslageren Per-Ove Kjellgren og pianisten Povel Randell, der havde fået familie og små børn og ikke ville være med længere. 
 
Vi var godt klare over, at "Juanita" var blevet et kæmpe hit i Danmark, så vi havde sikkert haft mulighed for at lave 50 jobs eller flere. Men så skulle vi have nogle nye musikere med; nogen, som ikke havde været med fra begyndelsen. Og det føltes bare meget mærkeligt, det havde vi ikke lyst til. Vi synes, at det var os, der var Hoola Bandoola Band. Jeg havde også følt, at orkesteret ikke kunne udvikle sig mere. 
 
Jeg ville videre, og de ting som jeg gerne ville gøre, kunne jeg ikke have gjort i Hoola Bandoola Band. Så jeg lavede egen plade, med nummeret "Titanic" på, som også blev en stor succes. Og Björn begyndte at lave sine plader, og det blev jo efterhånden kæmpestort. Fem år senere havde han et meget større publikum end jeg havde. 
 
I lavede også en sang, som faktisk hed "Fri Information" – men som ikke kom med på pladen? 
 
Vi spillede den, og formentlig var det mig, som ikke synes at den var god nok. Det kan jeg forestille mig, selvom jeg ikke husker det tydeligt. Jeg havde fuldstændig glemt det, indtil du nu siger det. Det var nok ikke rigtig min musik; jeg var nok lidt negativ og synes at den var lidt for nem. Formodentlig. 
 
Kulturkamp 
 
Prøv at fortælle om teaterforestillingen i foråret '75…. 
 
Det var to brødre, der hed Mikael og Thomas – som havde en teatergruppe der startede med to piger og to fyre. Pigerne sprang fra, brødrene blev tilbage – og de var fuldstædigt komplet gale. Vanvittigt morsomme, helt anarkistiske, ikke politisk korrekte. Vi så dem flere gange og var ved at dø af grin. Jeg havde lavet den sang, der hedder "Älska Mej Bill," som jeg tænkte ikke rigtig var et Hoola Bandoola Band-nummer. 
 
Der var ikke noget Crosby, Stills & Nash eller The Band over den; noget af det, som var vores fælles grund. Jeg tænkte, at den kunne bruges i en lille cabaret eller noget – og så kontaktede vi brødrene og fandt ud af, at vi skulle lave en forestilling. Vi anede ikke, hvad den skulle handle om. Vi satte os sammen, syv mennesker i bandet og så de to, og blev enige om, at den skulle handle om en popstjernes opgang og fald. 
 
Han kommer fra Skåne, fra landet. Så står han der i en kælder og har et rockorkester med sine kammerater – og så synger de jo på skånsk. Så bliver de opdaget af en promoter, som var en parodi på ABBAs promoter Stickan Andersson. "Sture Starring Story," hed forestillingen; hovedpersonen hed Sture. 
 
Så blev han opdaget og skulle laves om;  klædes på, lære at snakke ordentligt og igennem en schlager-fabrik, hvor man laver schlagere som han skal synge. Det går skide godt. Og så kulminerer det i en schlagerfestival, á la European Song Contest. ABBA havde vundet i 1974, og Sverige skulle være vært i 1975. Og forestillingen ender så med, at det ikke er forskellige lande som konkurrerer med hinanden, men derimod de store, multinationale selskaber – Volvo, GM og hvad det nu ellers var – som er repræsenteret af hver sin sanger. 
 
Og så havde jeg skrevet en "vindersang" med teksten (orden og regler / drill og disciplin) – som starter sagte, og ender som en march med løftet højrearm. Det er så et af de store selskaber som vinder, med en fascistisk sang. Og den stakkels Sture taber og forsvinder ud i kulisserne. Vi spillede forestillingen over hele Sverige og fik skidegode anmeldelser – lidt for gode, synes jeg nok. 
 
Men altså, den var en stor succes, og vi spillede den oppe i Stockholm i ugen op til at European Song Contest skulle afvikles. Og der var fuldt hus, alle aftner. Lokalet var ikke særligt stort, måske 4-500 mennesker, men vi spillede måske tolv forestillinger. Det passede jo fint i sammenhængen. 
 
Den sang, som jeg havde lavet – som vandt konkurrencen i forestillingen - kom heller ikke med på pladen. Det var heller ikke Hoola Bandoola; den var meget mere sådan en varité-sang. Solvognen var deroppe og lave gadeteater, Kevin Coyne kom og sang  – og de chilenere, som vi turnerede med om efteråret, var der også.  
 
Hvad var egentlig deres rolle på den efterårsturné? 
 
Det startede med, at Göran Skytte spillede fløjte, og så kom de ind – det var jo også aktuelt og i tiden – og spillede en halv time, og så spillede vi en time. 
 
Hvordan var I kommet i forbindelse med dem? 
 
De var kommet til Malmö, og i Malmö var der en klub som hed Fredagsbørnene, som blandede populær kunst og musik med lidt mere seriøse ting. Digte, popmusikere, klassiske guitarister – det, som var spændende. Det var meget specielt. Og der kom de pludselig som gæster, en aften. 
 
De flygtede efter kuppet fra Chile til Argentina; så kom der militærkup i Argentina og de var nødt til at flygte til Europa. Så kom de til Sverige. Jeg skal faktisk hjem til en af dem på fredag, og var til hans 70 års fødselsdag i foåret. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor de kom til Sverige. Men der var jo mange chilenere her. 
 
Björn træder frem 
 
Björn havde jo udsendt sin første soloplade året inden Fri Information…
 
Vi tog fri et halvt år i efteråret '74. Vi lavede 120 koncerter det første halvår af '74 – altså tyve om måneden – og så synes vi, at vi skulle have en lille pause. Ikke sådan at vi var uvenner – det var bare ikke lige så sjovt, som det havde været. 
 
Rent sangskrivningsmæssigt er der jo et kæmpe spring fra "Bläckfisken" til "Juanita" …hvad skete der med Björn i denne her relativt korte periode fra 1974 til '75 eller deromkring? Hvordan var jeres relation på det tidspunkt? 
 
Han fortæller jo om det i filmen – hvordan han kommer med den ene sang efter den anden. Og jeg var en lille smule mere liberal end jeg fremstår som i filmen. For jeg sagde, at vi selvfølgelig også skulle spille nogle af Björns sange. Men både i studiet og i forskellige tv-programmer kom produceren hen til mig og sagde "eh…vi skal nok kun have éen sang med her…" 
 
Det var en balancegang…og jeg censurerede også Björn. Sagde "nej, den er sgu ikke god nok; den kan vi ikke spille." Vi spillede faktisk en af hans sange, jeg kan ikke huske hvad den hed, før "Bläckfisken"…det var den første vi spillede, men den kom ikke med nogen steder, og han indspillede den heller ikke selv siden. Men han fik vel pludselig lært sig noget om, hvordan en sang skulle være. 
 
Han siger jo selv, at det var mig som lærte ham det. Fordi jeg sagde "nej, det fungerer ikke, kan du ikke se det?" Han lærte sig, hvordan man skriver sange. Og det var selvfølgelig ham selv, der lærte sig det – men han havde jo også en klippe at slås imod. Det var mig. 
 
Du har sagt, at en grund til at du afviste hanssange var, at du følte at det var "sange, som du allerede havde skrevet selv i forvejen." Kan du uddybe det? 
 
Han lavede en sang, som han havde kæmpestor succes med, som hed "Maria går på vägen." Den blev først indspillet af en sangerinde, som Cornelis Vreeswijk havde opdaget – Maria et eller andet. Hun fik stort gennembrud med den. Men jeg synes, at det var "Keops' pyramid" en gang til. Det gik ikke videre, synes jeg. Det var delvist sådan. 
 
"Juanita" var jo ikke en gentagelse – men jeg synes nok, historien var lidt tynd. Og min bror havde lavet en sang, som hedder "Vargen" og som Björn og jeg spillede sammen. En fantastisk sang. Hoola Bandoola band spillede to af min brors sange: "Dansmelodi," og så "Vargen," som Hoola ikke indspillede, men som Björn og jeg indspillede senere på en fælles plade. 
 
Så kom Björn med "Bläckfisken," og det var en ordentlig sang – men man kunne ikke spille de to sange samme aften, for det var det samme: To mand, akustisk guitar og lidt basgange i lillefingeren med den ene hånd. Og hvis jeg skal sammenligne de to sange, så er min brors sang femten gange bedre. Det er hans bedste sang – jeg synes, at det er en ekstremt god sang. 
 
Jeg synes også at Björn, efterhånden, senere i sin karriere, lavede et par ekstremt gode sange. Så det er ikke det. "To Ljus," for eksempel, som jeg synes er en fantastisk sang. Jeg synes "Dockhemmet" er en fantastisk sang. Björn har skrevet mange gode sange. Men da vi var i halvfjerdserne, var de ikke lige så mange – og de var heller ikke lige så gode. Og det var mig, som skulle sige noget om det – og så sagde jeg nej. 
 
Danske stalinister 
 
Samme måned som "Fri Information" udkom, gav Hoola koncert i Studenterhuset i Lyngby udenfor Kbh, med Benny Holst & Arne Würgler som opvarmning. Kan du huske den koncert? 
 
Jeg husker en koncert i Rødovre, hvor vi spillede min brors fantastiske sang Vargen og der sad 500 mennesker og bankede takt med ølflaskerne. Det egnede det nummer sig ikke rigtigt til, synes jeg. Jeg har også spillet i Danmark, hvor folk sad på gulvet og råbte "Stalin! Stalin! Stalin!" Jeg kan huske mange af vores koncerter – men ikke dem alle sammen.  
 
Og hvad var egentlig jeres fælles inspirationskilder? Hoola Bandoola var jo banebrydende indenfor sit felt – men hvem var I selv inspirerede af? Du har nævnt Crosby, Stills & Nash og The Band…  
 
Vi var jo Beatles-fans da vi begyndte. På vores første plade på engelsk – som ikke udkom, men er kommet i en boks siden – kan man tydeligt høre The Band, The Beatles, Joni Mitchell bog alt sådan noget. Man kan høre meget The Band på vores anden plade, Vem kan man lita på – det var nok noget af det, vi følte os mest hjemme med. Og også det, der var moderne – vi var jo moderne, dengang.  
 
I forbindelse med Hoolas genforening i '96 har du sagt, at selvom I først og fremmest var blevet bedre musikere siden halvfjerdserne, så kunne det også tænkes at I "faktisk lykkedes med at skabe en lille smule politisk forandring med genforeningen." Hvad mente du med det?  
 
Noget af det mest "ude" man kunne være eller gøre i midten af halvfemserne var at komme med politiske påstande. Men vi gjorde det alligevel. Men jeg har jo heller ikke en dansk far for ingenting – det falder mig meget nemt at være ironisk, og måske ligger der en lille smule ironi i det, jeg sagde. 
 
Men jeg havde tænkt, at ligesom der var tredive år mellem borgerkrigen i Spanien (fra 1936-39, red.) og oprøreret i Europa i '66, så ville der komme et nyt oprør efter tredive år. 
 
Det kom ikke før lidt senere – i slutningen af halvfemserne, hvor der pludselig var en ny venstrebevægelse. I forbindelse med EU-topmødet i Göteborg, var der de største demonstrationer i Sverige siden Vietnamkrigen. Så kom 9/11 og angrebet på USA – og så faldt den begyndende venstrebevægelse helt sammen. Modoffensiven kom, med tortur og så videre. 
 
Men vi spillede for 200.000 mennesker den sommer i '96 – og vi snakkede politik hele tiden. Lidt for meget, tror jeg faktisk – der skal også være noget andet. Der skal også være lidt humor, lidt distance. Men når vi nu endelig var samlet igen – så kunne vi jo ikke lade være. 
 
Hoola Bandoola Bands svanesang "Fri Information" udkom i oktober 1975. Året efter gik gruppen i opløsning. Björn Afzelius døde af lungecancer i 1999, mens Mikael Wiehe stadig bor i Malmö og er musikalsk aktiv. 
 
Espen Strunk, Gaffa den3 oktober 2015