|
|
 |
 |
| |  |
| |  |
| |  |
| |  |
| |  |
| |
| Den nordiske venstrefløj glemte økonomien | |
| Dansk-svenske Mikael Wiehe har turneret Norden tyndt og markeret sig som en stemme på venstrefløjen siden 70'erne. Mød den 72-årige svenske protestsanger til en snak om nordisk venstrefløj, humor, fremmedfjenskhed og stolthed over den nordiske kvindebevægelse og velfærdsmodel. Mikael Wiehe er ikke bange for tavsheden. End ikke på en telefonlinje fra Malmø, hvor ordenes fravær ikke kræver mange øjeblikke, før stilheden larmer. Den tidligere frontmand i det svenske Hoola Bandoola Band er ikke en mand, der blot snakker for at snakke. Mikael Wiehe tager sig tid. Tid til at overveje ordene, inden han bestemmer sig for dem og de svar, de skal give. Ligesom han gerne stopper midtvejs i en sætning for at ombestemme sig eller begynder sit svar et helt andet sted for på den måde at få det til at stå endnu mere præcist frem. En nøgtern overvejelsesproces, forestiller man sig, der må mime den der er gået forud for mange af de poetiske sangtekster, han gennem årene har forfattet. - Der er ikke noget, som gør en nordisk trubadur så elsket – særligt en svensk trubadur – som når han siger noget ironisk eller halvt ondskabsfuldt om Sverige, begynder Mikael Wiehe exempelvis på spørgsmålet om, hvor han ser, at de nordiske lande ligner og afviger allermest fra hinanden. Et oplagt spørgsmål til en mand og musiker, der allerede som 16-årig begyndte at turnere i Norden. Det var i 60'erne, inden han sammen med Björn Afzelius og Peter Clemmedson dannede Hoola Bandoola Band i 1970. Op gennem 70'erne blev Hoola Bandoola Band et af Nordens mest toneangivende og politisk engagerede musikgrupper på venstrefløjen. Et politisk engagement, der holdt ved også efter opløsningen af bandet i 1976. Gennem årene har Mikael Wiehe - og ikke kun fra scenekanten - været en markant stemme på vegne af den yderste venstrefløj. Det har givet ham venner i så fjerne regioner som i det venstrerevolutionære Nicaragua, ligesom det har skaffet ham fjender blandt Nordens højreekstremister. I 1999 plantede og sprængte nynazister en sprængladning foran Mikael Wiehes bopæl i Malmø. - Det er en stor succes," fortsætter Mikael Wiehe når jeg fra scenen ironiserer over Sverige i Danmark. Og det bliver modtaget med latter, når jeg gør det i Norge og når jeg gør det i Finland, hvis vi ser bort fra de finske svenskere, der udgør et mindretal på godt og vel 300.000 af finnerne. De synes ikke på samme måde at more sig over det. Til gengæld synes Sverige ikke, at det er spor sjovt, når jeg ironiserer over Norge, Danmark eller nogle af de andre Nordiske lande. Men det tror jeg hænger meget sammen med, at Sverige altid har været Nordens storebror, forklarer han. Humoren varierer altså lidt, men selvironien, mener han, har nært sagt alle de nordiske lande tilfælles - undtagen et. - Norge er fantastisk på alle mulige måder, men man skal passe på med at sige noget ironisk eller nedvurderende om nordmændene, når man optræder i Norge. Det synes de ikke er morsomt, er min erfaring, og det tror jeg hænger sammen med, at Norge ikke har været sin egen nation så længe (Norge kunne i 2017 fejre 200-året for deres selvstændighed, red.). Det giver en stærk nationalisme. Stærkere end i de andre nordiske lande, forklarer Mikael Wiehe, men peger i samme ombæring på, at den norske nationalisme ikke har lukket nordmændene om sig selv. Tværtimod oplever han dem som både generøse og gæstfrie. Og så er de meget stolte over at være nordmænd. Det samme kan ikke siges om svenskerne, mener Mikael Wiehe. Her er den nationale stolthed straks sværere at spore. - Hvis man siger noget positivt om Sverige, så er svenskernes respons næsten altid; 'Arh, men ved du nu hvad, så positivt er det altså heller ikke'. Eller: 'Det tror jeg altså ikke på, at vi skulle være særlige gode til'. Svenskerne er meget selvkritiske og flagellantiske. Hvorfor tror du? - Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, svarer Mikael Wiehe efter at stilheden har nået at summe lidt. Et af Foreningen Nordens formål er at styrke og udvikle de nordiske folks samarbejde samt øge samarbejdet på kryds og tværs af de nordiske landegrænser – hvordan oplever du de nordiske landes evne til at gøre det i disse år? - Jeg ser rester af en god vilje til at gøre det, men jeg oplever desværre, at det svinder ind. Skandinavismen var en stor bevægelse i det 19. århundrede, men det er den ikke mere. Vi burde, når vi ligger så nær ved hinanden, arbejde mere med at fremme den nærhed, som findes i stedet for, som jeg oplever det, at tage lidt afstand fra den. Danskerne er bange for at forsvinde Som kunstner og et menneske, der gennem hele sit liv og professionelle virke har stået i direkte opposition til det politiske højre, er Mikael Wiehe per automatik ikke meget for nationalisme og selvhævdelse. Men adspurgt direkte, hvad han som nordboer i kontrast til resten af verden er mest stolt af, er det velfærdssamfundsmodellen, som det nordiske socialdemokrati byggede, der fremhæves. - Og det siger jeg nu som 72-årige, der som en del af venstrefløjen i 1960'erne havde socialdemokraterne som hovedfjenden. Men den er værd at være stolt over. Det velfærdssamfund, som den skandinaviske arbejderklasse byggede. For det er synonymt med en solidaritet i forhold til undertrykte individer, grupper og nationer, siger han. - Og så er jeg stolt over den nordiske kvindebevægelse. Feminismen, som jeg har forstået, er lidt af et fy-ord i Danmark, men ikke desto mindre står den stærkt her i Norden, er jeg stolt over. Jeg er stolt over at kende en hel del af de kvinder, der har været med til at kæmpe for kvinders rettigheder i Sverige. Og hvad skammer du dig så mest over som Nordboer i disse år? - Jeg skammer mig over den ny-liberale politik, der har spist sig ind i næsten alle politiske partier i Skandinavien," svarer Mikael Wiehe, denne gang prompte. - Jeg skammer mig utrolig meget over fremmedfjendtligheden i Danmark. Når jeg læser udtalelser fra den danske Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg, så skammer jeg mig utrolig meget som nordboer. Jeg tænker på min fars anden kone. Hun var dansk jøde og flygtede med fiskerbåd til Sverige under krigen, og man kan sige meget om Sveriges rolle i 2. Verdenskrig, men vi åbnede vores grænser for de danske jøder og nordmændene. Min fars anden kone levede længe, og hun var til sidst utroligt oprørt over Danmarks behandling af muslimerne. Hvorfor tror du, at der eksisterer den grad af fremmedfjendtlighed i Danmark i dag? - Danmark var en gang en stor nation. Norge, Færøerne, Island, Skåne og Skotland var en del af Danmark, men nu er der næsten ikke noget tilbage. Jeg ved det ikke, men måske hænger fremmedfjendskheden sammen med, at danskerne er bange for at forsvinde, fordi Danmark i dag er blevet så lille? Det er dog en forsvindingsangst, som Danmark ikke er alene om i Norden, mener den svenske protestsanger. Han peger på, at der i alle de nordiske lande er vokset fremmedfjendske og højreekstremistiske bevægelser frem. En tendens, der, siger han, skyldes en nyliberal politik, der i et forsøg på at skabe mere rigdom har villet skære i velfærdssamfundet og flytte industrien og arbejderklassen til Asien. Det har betydet, at store dele af befolkningen i Norden og resten af Europa er havnet uden for og uden at få del i de rigdomme, som nyliberalisme har skaffet. - Arbejderklassen blev forladt, og desværre har venstrepartierne ikke været parate til at organisere sig eller vist forståelse for arbejderklassen, siger han og fortsætter: Det er den nordiske venstrefløjs store dilemma i dag. Den har interesseret sig for identitetspolitik i stedet for økonomisk klassepolitik. Venstrefløjen har derfor i dag ikke noget fornuftige svar på de spørgsmål, som den forhenværende arbejderklasse nu stiller, når der ikke er noget arbejde. Derfor er store dele af arbejderklassen her i Sverige, som jeg bedst kan udtale mig om, havnet som vælgere hos Sverigedemokraterne. De er i dag Sveriges tredje største parti. Nordens Bob Dylan Fire udgivelser blev det til for Hoola Bandoola Band i årene mellem 1971 til 1976. Fire udgivelser, der tilsammen blev afgørende for retningen af hele den progressive rock-scene i Sverige. Til at starte med var teksterne mere afdæmpede i sine budskaber, men senere stod der klare, socialistiske budskaber frem i sangene. Ligeledes blev det støttearbejde, som Mikael Wiehe og Björn Afzelius gjorde med Hoola Bandoola Band en del af bandets og deres varetegn som musikere senere hen. I 1985 samlede de en række svenske artister i Göteborg og fik dermed stablet flere støttekoncerter på benene for ANC, det socialistiske Sydafrikanske parti, som Nelson Mandela blev ansigt for. - Det pladeselskab, vi havde i Malmø, var en af de kanaler, man brugte til at sende penge til ANC, da der stadig var Apartheid. Og jeg er sgu en smule stolt, for da Nelson Mandela blev præsident, var jeg inviteret, fortæller Mikael Wiehe, der som politisk protestsanger har spillet for sandinisterne i Nicaragua, for palæstinenserne i Gaza, for de revolutionære i Cuba og for EU-demonstranterne i Göteborg. En politiske solidaritet og aktivisme, der er sivet ned i teksterne. 'Victor Jara' fra Hoola Bandoola Bands sidste album i 1975 'Fri Information', handler om den kommunistiske og chilenske sangskriver, der blev symbol på menneskerettigheder og retfærdighed i Sydamerika, efter at han sammen med tusinder af andre venstreorienterede i 1973 var blevet henrettet på nationalstadionet under Pinochets blodige militærkup. Det er bl.a. på grund af sangteksten om Victor Jara, at Mikael Wiehe gennem sin karriere er blevet refereret til som Nordens Bob Dylan. Men den 72-årige svenske trubadur, som han selv ynder at referere til sig selv, har i dag ikke samme behov for at skrive politiske protestsange, selvom, understreger han, at der er masser af politisk uretfærdighed at protestere over. - Jeg er stadig meget politisk interesseret, men ofte kan jeg bruge nogle af mine gamle sange og få dem til at passe ind i tiden. Min sang om Dalai Lama ('Jakten på Dalai Lama', red.) er jo aktuel ligeså længe, Kina ikke anerkender Tibet. Min sang om Victor Jara kan jeg synge igen, da de 8 eks-soldater sidste år - efter 45 år! - blev stillet for retten for tortur og mordet på Victor Jara (8 tidligere soldater fik i juli 2017 hver 15 års fængsel for mordet på Victor Jara, red.). Og så oversatte jeg for længe siden en sang af Peggy Seeger, der hedder 'Song of Choice', der handler om en fremvoksende fascisme, og den er desværre gået hen og blevet aktuel igen, siger han og fortsætter; - Men det handler også om – og jeg vil ikke sige, at jeg har opbrugt min kvote for politiske sange – men jeg har skrevet mange politiske sange gennem årene. Der var en tid, hvor jeg for første gang oplevede, hvordan kapitalismen udnyttede arbejderklassen, så det måtte jeg skrive nogle sange om. Men jeg har aldrig været gammel før. Det er er en ny oplevelse, så det må jeg prøve at skrive en sang om." Du har tidligere kritiseret Abba for ikke at sætte fokus på verdens uretfærdigheder – synes du, at man som kunstner før eller siden har et ansvar omkring at gøre opmærksom på verdens uretfærdighed? - Det synes jeg, man har som menneske. Alle mennesker har et ansvar, når det gælder at forholde sig til sine medmennesker. Det samme gælder ansvaret omkring at forholde os til klimaet. Men når det er sagt, så har kunstneren ofte en større sensibilitet, og kunstnere drømmer tit om at forandre verden til et bedre sted, og fordi de har en scene, så er den mulighed desto større. Om den scene så er en film, en bog eller en fysisk scene, som jeg spiller musik fra, har kunstneren mulighed for at snakke til og røre langt flere mennesker end manden, der arbejder på fabrikken. - Men jeg føler nu, hvor jeg er blevet en ældre herre, at jeg heller ikke kan blive ved med at klage, anklage og agitere mod alle de ting, som jeg synes er uretfærdigt eller forkerte. Jeg synes, at jeg har et ansvar mod at pege på, at der er håb. Prøve at opmuntre de unge mennesker, der skal leve i denne her verden, når jeg er død, siger Mikael Wiehe og slutter: Jeg havde en lang samtale med en kollega forleden dag, hvor vi kredsede om det her spørgsmål med, hvad vores opgave er nu, når fascismen – og her taler vi om den rigtige fascisme – vokser sig stærkere og stærkere? Når konflikterne bliver mere og mere alvorlige, og når flygtningestrømme ikke bare lader sig standse. Hvad var så vores opgave? Og vi havde et meget ens syn på tingene: Vi skal kunne sige noget positivt, støtte dem, der gør noget og selv gøre noget, så vi ikke bare ender med at klage over tingenes tilstand. Det er en stor udfordring, men det ser jeg som min opgave i dag." |
|
| Kasper Louis Hornbeck, NORDISKE, april 2019 | |
|
|
|
