Sproget er døren ud til verden og døren ind til mig selv, siger Mikael Wiehe, der bruger sin skånske dialekt som en politisk manifestation.

Få har rejst mere end den svenske troubadour og protestsanger Mikael Wiehe. Fra hans pure ungdom har han været på farten hundredvis af dage om året, som musiker, socialist og menneske. Med fast udgangspunkt i Malmø har han rejst Sverige, Skandinavien og de fleste af verdens kontinenter tynde. Hans far var dansker, hans mor svensk. Hans kone er chilener. Der løber engelsk blod i oldeforældrenes årer og navnet er tysk. Sine første seks leveår tilbragte han i Danmark. Så vi vil gerne vide, hvad en udpræget internationalist som han så kalder for sin hjemstavn? Sproget! Først og fremmest det skånske sprog.

Vi møder ham back stage i Toldkammeret i Helsingør kort før han går på scenen en tidlige forårsaften. Han taler dansk, men på den måde man talte det, før han flyttede til Sverige for altid - altså i perioden efter Anden Verdenskrigs afslutning. Det er en meget venlig og lidt gammeldags måde at tale på. Og det er ikke hans sprog, gør han klart. Han føler sig ikke hjemme, når han taler dansk.

- Jeg bor i mit sprog, siger han om det skånske. –Sproget er dørene ud til verden og døren ind til mig selv. Jeg forstår mig selv i mit sprog. Jeg kan snakke med andre ved hjælp af mit sprog. Jeg er præget af Malmø, denne lille svenske by i udkanten af Asien, siger han. – Jeg udtrykker mig ikke kun med ord, men også med betoning og tryk på ordene. Jeg snakker ikke kun om dialekt, for der er også kropssproget og energien, fortsætter han. Han mindes et møde med en god ven i Cape Town – han var også fra Skåne. Pludselig sad de og talte sammen på en måde, som lukkede alt andet ude. Efterfølgende meddelte vennen, at han ville flytte hjem efter 30 år i Sydafrika. Til gengæld er det ikke altid, at folk i Stockholm kan forstå, hvad han siger.

Bevidstheden om sit tilhørsforhold til sproget var en del af Mikael Wiehe fra han var helt ung. Siden kom det også til at spille en rolle i politiske bevidstgørelse. Han glemmer aldrig, hvordan Sverige var i oprør under Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956. – Det havde ikke noget med invasionen af Ungarn at gøre, det var fordi den eneste tilbageværende journalist i Ungarn var fra Skåne – og han talte skånsk i radioen! , siger han med ironisk distance.

Som kunstner startede Mikael Wiehe med at synge på engelsk i forskellige pop- og jazzsammenhænge med inspiration fra sin generations store og især amerikanske navne. Det var først i starten af 1970’erne, at han begyndte at synge på sig eget sprog, da han blev en del af det navnkundige Hoola Bandoola Band, som var en tilknyttet den tids svenske venstrefløj. – Efter at have sunget på engelsk, gik vi over til at synge på rigssvensk. Det var utænkeligt, at vi skulle synge på skånsk. Men det gik op for os, at vi sang på ”okkupanternes” sprog, og at forandringerne måtte starte nedefra. Og så begyndte vi at synge på skånsk. Det blev et valg, forklarer han.

Selv om Mikael Wiehe har overvejet at flytte til Stockholm, som han mener har taget monopol på den politiske og kulturelle magt i Sverige, har han gennem alle årene også valgt at blive boende i provinsbyen Malmø - Jeg har min familie og mine venner i Malmø. Og Stockholm er Skandinaviens mest indskrænkede by. De er sig selv nok, og jeg synes det er så skideirriterende, at denne by i dette lille land tæt på polarcirklen opfatter sig som verdens centrum, siger Mikael Wiehe på sit nydelige darnske.

Han gør det klart, at han elsker Skåne, ikke fordi Skåne er bedre, men fordi Skåne er lige præcis der, hvor han hører hjemme. - Ligesom jeg elsker det svenske sprog. Denne kærlighed til min hjemby og mit sprog har givet mig en tryghed og en sikkerhed, som har gjort, at jeg uden frygt har kunne begive mig ud og opdage verden omkring mig. Uanset om det har været København, San Fransisco, Managua eller Harare, siger han.